Indien har ønsket danske Niels Holck udleveret til retsforfølgelse i over 20 år. I 1995 stod han for at nedkaste omkring fire ton våben over Vestbengalen, hvor de var tiltænkt væbnet kamp.
Ifølge et stort interview i Berlingske fortryder Niels Holck nu, at han var med til at kaste våbnene ned til det, han betegner som et lokalt vagtværn.
- Jeg mener, at det var moralsk rigtigt at handle. Men i dag ville jeg have handlet anderledes.
- Jeg fortryder våbennedkastningen. Jeg skulle være blevet på jorden, for eksempel som en del af det lokale vagtværn. Også selv om det havde været med livet som indsats, siger Niels Holck til Berlingske.
Sagen om Niels Holck er igen blevet relevant, efter det er kommet frem, at en sag om udlevering af ham til Indien kører igen. Han har tidligere vundet først i byretten og siden i landsretten i spørgsmålet om, om han kunne sendes til Indien.
Til Berlingske fortæller han, at han gerne tager en retssag, men ikke i Indien.
- Indien har ikke ratificeret FN's torturkonvention. At blive smidt ind i den kedel ønsker ingen. Men en retssag baseret på almindelige retsstatsprincipper ser jeg gerne, siger han til avisen.
Sagen udløste en større diplomatisk krise mellem Danmark og Indien, men i 2018 blev visse diplomatiske forbindelser genåbnet. På det tidspunkt sagde udenrigsminister Anders Samuelsen (LA), at udleveringssagen kørte i et "separat juridisk spor".
Det mener Niels Holck dog ingenlunde står til troende. Han mener, at Danmark går videre end bare at udlevere fakta, men aktivt hjælper Indien med, hvordan de kan få ham udleveret.
- Jeg ved, at den danske stat i dag deltager i forhandlinger om de forsikringer, der skal være til stede, for at den danske stat mener, at jeg kan blive udleveret.
- Jeg ved, at en betjent, som afhørte mig i 2017, var på vej til Indien for at forhandle om betingelserne for en udlevering, hvor præmissen var, at den danske regering skulle sige ja. Så er man da langt ud over kun at dele information og fakta med inderne, siger han til Berlingske.
Sagen kører altså på 24-år, og ifølge Niels Holck er han fanget i et politisk spil.
- Jeg kan se, at jeg er blevet en brik i et storpolitisk slagsmål, som forfølger mig hver eneste dag. Det fortryder jeg bittert, siger han til Berlingske.
Over for Ritzau henviser Udenrigsministeriet til Rigsadvokaten for et svar til Niels Holcks anklager om politisering, da sagen ifølge Udenrigsministeriet kun ligger hos Rigsadvokaten.
- Jeg kan bekræfte, at vi arbejder på en udleveringssag. Og det gør vi naturligvis alene ud fra saglige og anklagerfaglige kriterier, siger kommunikationschef ved Anklagemyndigheden Mikkel Thastum.
/ritzau/