Den kontroversielle fodboldspiller Nicki Bille er igen på vej op i overskrifterne.
Han har tidligere løjet om at gøre den 18-årige Sofie Larsen gravid, han er dømt for at true en cyklist med en luftpistol, han har desuden en dom for vold mod en dørmand samt en dom for besiddelse af kokain.
Denne gang er det dog en historie af en anden kaliber, som bringer 32-årige eks-professionelle fodboldspiller i rampelyset.
Ifølge mediet Indkast.dk vil han være træner, efter han er kommet til den lille klub VB1968 i Taarbæk.
– Jeg har savnet fodbolden meget. Fodbold er det eneste, jeg har lavet hele mit liv, siger Nicki Bille, der også lyder efternavnet Nielsen.
Han fortæller til Indkast.dk, at han "er kommet over på den anden side":
- Det er rigtig hårdt at tænke på, hvad alt det her rod har betydet for min fodboldkarriere. Det har nok været det hårdeste.
Nicki Bille er noteret for tre optrædender på A-landsholdet. Han kan desuden skrive en stribe af indenlandske og udenlandske klubber på sit cv efter han i 2006 skiftede fra Frem til italienske Reggina.
Spillede mod Lionel Messi
Men efter at have spillet mod blandt andre ikonet Lionel Messi i den bedste spanske liga, La Liga, er ambitionerne nu skruet ned.
- Det er en stor drøm for mig at blive træner og arbejde med unge. Jeg føler, at jeg vil kunne bidrage med noget.
- På godt og ondt har jeg oplevet mange ting, og jeg vil gerne give mine egne erfaringer videre til andre, siger Nicki Bille til Indkast.dk.
VB1968 er den anden danske klub Nicki Bille stiller op for i år. Tidligere på året trak han i Værebro Boldklubs trøje. Han er dog ikke noteret for at have været i kamp.
I 2019 stillede han op for Ishøj IF. Heller ikke her er han noteret for at have været på banen.