En eksplosion på et fyrværkerilager i Thailand har dræbt ni mennesker og såret 115 lørdag eftermiddag lokal tid.
Eksplosionen skete i den thailandske by Sungai Kolok i den sydlige provins Narathiwat.
Den menes at være forårsaget af svejsning under et bygningsarbejde på lageret.
Guvernør i provinsen, Sanan Pongaksorn, oplyser, at det seneste dødstal er ni.
- Branden er under kontrol. Foreløbige undersøgelser tyder på, at årsagen er en teknisk fejl under svejsning, da bygningen er under ombygning, siger guvernøren til AFP.
Optagelser fra lokale medier viste en enorm røgsky, der steg op i luften og adskillige butikker, boliger og køretøjer, der var blevet beskadiget af eksplosionen.
Over 500 huse nær lageret blev beskadiget, skriver det thailandske medie Thai PBS.
Et øjenvidne, der bor omkring 100 meter væk fra lageret, siger at han sad med sin telefon inde i sit hus, da han pludselig hørte et kæmpe brag, og hele hans hus rystede.
- Så så jeg, at mit loft var vidt åbent. Jeg kiggede udenfor og så huse, der kollapsede, og mennesker liggende på jorden. Det var kaos, siger han.
Thailand har ikke særlig høj sikkerhed i byggesektoren, og dødsulykker er almindelige.
Sidste måned blev to mennesker dræbt, da en vejbro under opførelse kollapsede ned i trafikken.
Fyrværkeri bruges ofte til at fejre store begivenheder i Sydøstasien. Og ulykker med selvsamme er ikke usædvanlige.
En eksplosion på en fyrværkerifabrik i Indonesien for seks år siden dræbte 49 mennesker, skriver det britiske medie BBC News.
/ritzau/AFP