Det, der skulle have været en glad tur på løbehjul, udviklede sig til en traumatisk oplevelse for en niårig pige fra Holbæk. Det skriver BT.
Pigen kom søndag løbende på løbehjulet på Jernløsehallen ved Nørre Jernløse ved Holbæk på Vestsjælland, da hun blev stoppet af en ældre dreng på cykel. Drengen begyndte at kysse og gramse på pigen mod hendes vilje. Hun fik sig dog vristet fri og flygtede, hvorpå hun straks fortalte sin mor om episoden. Moderen kontaktede politiet.
Politiet efterlyser nu drengen. Han er sandsynligvis under den kriminelle lavalder og kan derfor ikke straffes, men politiet vil gerne tage en snak med ham.
Drengen beskrives som cirka 12 til 14 år gammel, dansk af udseende, cirka 160 cm høj, spinkel af bygning med brunligt, mellemlangt hår og med mange bumser og fregner. Hans cykel har brede dæk og er tofarvet, hvoraf den ene farve er blå. Drengen bar en cykelhjelm i samme farver.
Hvis nogen har oplysninger i sagen, bedes de kontakte politiet på telefonnummer 114.