Ishockeymålmanden Frederik Andersen spillede en stor rolle, da Anaheim Ducks lørdag sikrede en plads i slutspillet i NHL-ligaen.
Danskeren parerede 29 skud, da Anaheim vandt 3-2 ude over New York Islanders med Frans Nielsen på holdet.
Frederik Andersen er for nylig vendt tilbage efter en skade, og han kæmper med unge John Gibson om pladsen i målet.
- Jeg har kæmpet til træningen og arbejdet med de små ting, siger Frederik Andersen til Anaheim Ducks' hjemmeside.
- Mentalt føler jeg mig stærkere nu. Det hårde arbejde giver bonus. Jeg er glad for at have spillet et par gode kampe, siger han.
Det er tredje år i træk, at Anaheim Ducks kommer med i NHL-slutspillet.
Holdet fører Pacific Division med 103 point for 77 kampe.
New York Rangers og Nashville Predators er ligeledes kvalificeret til slutspillet.
/ritzau/