Organisationen bag NFL overvejer, om det i fremtiden skal være muligt for dommerne at se en video af episoder omhandlende "pass interference" - situationer hvor der muligvis har været ulovlig kontakt, inden en bold bliver forsøgt grebet.
Overvejelserne fik liv efter en dramatisk NFC-finale i søndags. Her besluttede en dommer ikke at dømme "pass interference" sidst i kampen mellem New Orleans Saints og Los Angeles Rams, selv om langsomme gengivelser af episoden viste, at New Orleans havde en god sag.
Havde dommerne haft mulighed for at se episoden igennem, ville kendelsen formentlig være gået New Orleans' vej. Det havde givet holdet en god mulighed for at nå Super Bowl. I stedet snuppede Los Angeles Rams pladsen i den store NFL-finale.
Det er flere amerikanske medier, heriblandt Washington Post og sportsmediet ESPN, der skriver, at NFL-ledelsen kraftigt overvejer at give dommerne flere videobeføjelser. Medierne citerer unavngivne folk i NFL-toppen for oplysningerne.
75 procent svarende til 24 af de 32 hold i NFL skal godkende et eventuelt forslag om en regelændring.
Hos New Orleans vil et sådant forslag have opbakning efter søndagens "mareridt".
- Jeg tror aldrig, der har været en mere åbenlys "pass interference"-situation. Jeg håber aldrig, at et hold kommer til at tabe på den måde, som vi tabte, siger New Orleans Saints-hovedtræner Sean Payton.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP