Sent onsdag aften brød overenskomstforhandlingerne mellem Fødevareforbundet NNF og Dansk Industri (DI) sammen.
Det manglende forlig betyder, at slagterioverenskomsten nu bliver omfattet af en kommende mæglingsskitse.
Det er til stor ærgrelse for NFF-formand, Ole Wehlast.
- Vi kan ikke forstå, hvorfor slagteriarbejderne ikke kan få de samme forbedringer i overenskomsten, som der er givet i de øvrige overenskomster på arbejdsmarkedet, siger han til Newspaq.
Krisen i den danske slagteindustri bør nemlig ikke have nogen betydning i forhold til stramninger af slagteriarbejdernes overenskomst, hvis man spørger Fødevareforbundets formand. De skal have det samme som alle andre, siger Wehlast.
- Vi har ikke stillet nogen ublu krav om at få noget andet end det, der er givet på arbejdsmarkedet. Men det vil man ikke give os, siger han og fortsætter:
- Vi vil ikke indgå overenskomster, der er billigere end dem, der er givet på det øvrige arbejdsmarked, slår han fast.
I en pressemeddelelse tidligere i dag tilskrev Wehlast en del af ansvaret for den sammenbrudte forhandlinger Danish Crown, som efter hans mening har lagt pres på DI for at få slagteriarbejdernes løn sat ned.
Forligsmand Asbjørn Jensen ventes at fremsætte sin mæglingsskitse i løbet af de kommende dage, og det er ifølge Ole Wehlast den sidste og eneste mulighed for at sikre slagteriarbejderne en anstændig overenskomst for de kommende tre år.
Newspaq