Det kiksede for Netto på Silkeborgvej i Herning, at få trukket en tilbagekaldt babygrød væk fra salgsarealet.
Blamagen blev til gengæld straffet med en sur smiley og en bøde på intet mindre end 40.000 kroner, skriver TV Midtvest.
Straffen faldt da Fødeavarestyrelsens kontrollanter fandt babygrøden på hylderne i butikken.
Babygrøden "ØGO babygrød med smag af æble, yoghurt, sød kartoffel og ingefær" blev tilbagekaldt i begyndelsen af august på grund af for højt indhold af bly.
Fødevarestyrelsen skrev i den forbindelse, at det ikke kunne udelukkes, at produktet var "en sundhedsmæssig risiko".
Da Fødevarestyrelsen var på besøg den 8. august stod babygrøden altså stadig i salgsarealet, og det kunne konstateres, at butikken efter tilbagekaldelsen havde solgt to styk af grøden.
Ved et opfølgende kontrolbesøg den 17. august var den tilbagekaldte grød ikke længere i salg i den pågældende Netto-butik, skriver TV Midtvest.
Af kontrolrapporten fremgår det, at butikken havde modtaget besked om tilbagetrækning den 2. august.