En sjetteplads i Premier League og et hurtigt exit i Champions League. Sådan kan man kort opsummere Liverpools sæson.
I de fleste storklubber havde det udløst en fyreseddel til manageren. Men ikke i Liverpool, hvor Rafael Benitez har fået lang snor på grund af tidligere tiders bedrifter i klubben.
Den snor vil dog blive væsentlig kortere, hvis Liverpool ikke vender nederlaget på 2-1 i Portugal til en samlet sejr og sender Benfica ud af Europa League-kvartfinalen i aften. Det vurderer John Sivebæk, der har spillet for Liverpools værste konkurrent - Manchester United.
"I forhold til de forventninger, der er til Liverpool, så kan han godt være presset," siger han til Newspaq.
Hvis Liverpool slår Benfica ud og efterfølgende går hele vejen til toppen af podiet i Europa League, så er den nuværende spilleragent dog ikke i tvivl om, at Rafael Benitez job og klubbens sæson er reddet.
"Succes i Europa redder meget i fodboldens verden. Det giver både omtale udadtil og lidt bedre økonomi," siger Europamesteren fra 1992.
Og John Sivebæk skyder da også på, at portugiserne kommer til kort, når Steven Gerrard, Fernando Torres og de andre Liverpool-stjerner tager imod på Anfield klokken 21.05 i aften.
"Benfica-spillerne er mere tekniske og bevægelige end Liverpool, men jeg tror stadig, at Liverpool har, hvad der skal til, for at gå videre," slutter John Sivebæk.
I de øvrige kvartfinaler skal Wolfsburg forsøge at hente Fulhams 2-1 føring, og det samme skal Standard Liege, som tager imod Hamburg.
Det sidste opgør står mellem Atletico Madrid og Valencia, der spillede 2-2 i den første kvartfinale.