Nerveramt Michael Maze i Vild med dans: Jeg fik et blackout
Michael Maze og Bokser Mikkel Kessler støtter hinanden i "Vild med dans". (Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix)
Michael Maze og bokseren Mikkel Kessler var begge hamrende nervøse i "Vild med dans"-debuten.

Fredag aften gik Michael Maze og Mikkel Kessler for første gang på gulvet i "Vild med dans" med deres respektive partnere i showet, Mie Martha Moltke og Mille Funk.

Begge var de langt mere ramt af nerver, end de havde forestillet sig.

- Det var forfærdeligt! Ej, forfærdeligt er nok et lidt forkert ord, men vi har simpelthen været så nervøse. Vi har talt om, at "bare klappen ikke går ned". Jeg håber virkelig ikke, vi skal have det sådan her hver gang, siger den tidligere bokser Mikkel Kessler.

For den tidligere bordtennisspiller Michael Maze var det ikke kun i selve showet, han blev overmandet af nervøsiteten.

- Jeg kan ikke huske generalprøven. Jeg fik totalt blackout. Jeg stivnede som en pind, siger han.

- Denne her dag har generelt været helt sindssygt grænseoverskridende. Jeg vidste godt, jeg ville blive nervøs, og at det var uvant grund, men jeg vidste ikke, at man kunne have det sådan her, siger han.

De to sportsmænd har ikke lagt skjul på, at det er et gammelt væddemål, der har fået dem til at stille op i showet. For år tilbage aftalte de således, at hvis den ene gjorde det, så skulle den anden også.

Men oprindeligt var der faktisk mere end æren på spil.

- I helt gamle dage havde vi også lidt på højkant, men det er så mange år siden, så nu vil vi bare støtte hinanden og få én på opleveren.

- Om ti år, når vi sidder med et glas rødvin og lidt mindre hår på hovedet, så kan vi tale om, hvor stivbenede vi var. Det er rart at have en med, som man kender så godt, siger Michael Maze.

Ingen røg ud af premiereprogrammet. Først på fredag skal et par stemmes ud af konkurrencen.

"Vild med dans" sendes på TV2.

/ritzau/

Af Eva Maria Brandi, Ritzau Fokus
via Listen To News