Danmarks mest kendte nevøer vender tilbage til Danmarks største festival.
Der er selvfølgelig tale om rockbandet Nephew, der for tredje gang i karrieren gæster Roskilde Festival, som allerede har engelske Muse og det midlertidig gendannede Dizzy Mizz Lizzy på programmet.
Nevøerne spillede første gang på Roskilde i 2000, hvor de spillede en relativ anonym koncert på Campingscenen under opvarmningsdagene. Efter den første koncert steg bandets popularitet dog enormt, og i 2007 vendte nevøerne tilbage til festivalen. Denne gang spillede de på Orange Scene, hvor deres optræden blev optaget til koncertfilmen '07.07.07', opkaldt efter datoen koncerten fandt sted på.
Nephew har efterhånden en del år på bagen. Bandet blev dannet helt tilbage i 1996, men slog først rigtigt igennem i 2004 med albummet 'USADSB', som blandt andet indholdte landeplagen 'En Wannabe Darth Vader'. Nephew har også markeret sig internationalt med et anmelderrost remix af Timbalands 'The Way I Are'.