Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) ønsker ikke at kommentere Arbejdsrettens konkrete dom i sagen mellem Flyvebranchens Personale Union og Ryanair.
- Det er Arbejdsretten, der i Danmark tager stilling til lovligheden af arbejdskonflikter. Det er den måde, vi har valgt at indrette os på i Danmark, hvor løn- og arbejdsvilkår er overladt til arbejdsmarkedets parter, skriver han i en mail til Ritzau.
Arbejdsretten har netop afgjort, at den danske fagbevægelse lovligt kan indlede en konflikt mod det irske lavprisselskab.
Jørn Neergaard Larsen, der er tidligere direktør for Dansk Arbejdsgiverforening, havde første arbejdsdag som beskæftigelsesminister i går.