Den danske golfspiller Rasmus Neergaard har fået en fremragende start på DP World Tour-turneringen Qatar Masters.
Danskeren deler efter de første 18 huller førstepladsen med englænderen Brandon Thompson-Robinson. De har en score på seks slag under banens par.
Ud over en enkelt indledende bogey leverede Neergaard en flot runde med syv birdies.
- Jeg tog et bevidst valg om at forsøge at lægge hurtigt fra land. Jeg sagde til min caddie, at det primære mål var at få en god start, være under par efter de første seks huller og tage den derfra, siger Neergaard til DP World Tours hjemmeside.
Han var ét slag under par efter seks huller og leverede derefter yderligere fem birdies.
25-årige Neergaard har blot halvandet år som professionel bag sig, men et kometagtigt 2024, hvor han vandt tre turneringer og den samlede rangliste på Challenge Touren, sikrede i september en tidlig oprykning til DP World Tour til danskeren.
Han er ikke det eneste danske islæt ved DP World Tour-turneringen i Qatar.
Alexander Frances er efter torsdagens runde næstbedste dansker på en delt 12.-plads med en score på tre slag under par.
Hamish Brown ligger nummer 40 med et slag under par, og derefter følger Jeff Winther, Lucas Bjerregaard og Jacob Skov Olesen længere nede i feltet.
Qatar Masters har en samlet præmiepulje svarende til 18 millioner kroner.
/ritzau/