En medarbejder i Københavns Lufthavn er blevet ramt af skud fra et jagtgevær. Geværet lå i en våbenkasse og gik af, da bagagen skulle omlastes fra ét fly til et andet.
"Der opstod åbenbart så store rystelser under flytningen, at våbenet gik af og kuglen gik gennem kassen," siger vagtleder i Station Lufthavnen, Claus Hoffmann, til TV 2.
Den ansatte blev ramt i henholdsvis baglåret og armen. Derudover har en anden medarbejder fået kraftig ringen for ørerne af skuddet. Ingen af medarbejderne er dog kommet alvorligt til skade. De ansatte fik krisehjælp efter episoden.
Et fly blev også ramt af haglene, som ligeledes gennemhullede en bagagevogn. SAS overvejer at indlede en erstatningssag mod geværets ejer.
Den 76-årige ejer kan derudover se frem til en tur i dommervagten. Manden, som kommer fra et af de skandinaviske lande, mellemlandede i København på vej fra Chicago til Norge. Han har forklaret politiet, at geværet ikke var ladt, da han gik ombord i Chicago. Men den forklaring bliver svær for manden at bevise, når han i dag bliver fremstillet i dommervagten i København.
Det er ulovligt at transportere ladte våben i luften.
Rettelse: Vi har tidligere skrevet, at to ansatte blev ramt af skuddet, men det drejer sig ifølge tillidsmand Jørgen Westerberg kun om en enkelt medarbejder.
Kilde: TV 2