Basketballstjernen Dwyane Wade har muligvis spillet sin sidste kamp i verdens nok bedste basketball-liga, NBA.
Natten til onsdag dansk tid tabte Wade og Miami Heat med 91-104 på udebane til Philadelphia 76'ers. Med det resultat er Miami ude af slutspillet efter et nederlag på 1-4 i kampe.
Dermed kan karrieren få en trist afslutning for 36-årige Dwyane Wade, selv om han endnu ikke definitivt har meldt ud, at han stopper sin aktive karriere.
- Jeg sætter pris på alle jeres bekymringer om min fremtid, men vi må tage den senere, lyder det kryptisk fra Wade.
End ikke stjernens kone, skuespilleren Gabrielle Union, lader til at vide, om fanfavoritten spiller videre.
- Jeg håber ikke, at det her var enden, men du godeste ... Dwyane Wade har haft en karriere, man kun kan drømme om. Han er en legende, et ikon. Og så er han sød, skriver hun på Twitter.
Siden Wade gjorde sit indtog i NBA i 2003, har han været en stor profil som shooting guard. Det har blandt andet udløst en plads på ligaens allstarhold 12 sæsoner i træk (2005-2016).
Tre gange førte han Miami Heat til mesterskabet, inden han i 2016 skiftede til Chicago Bulls.
Her spillede han en enkelt sæson, før han tog en sæson hos Cleveland Cavaliers. Forud for 2017/18-sæsonen vendte han tilbage til Miami.
I næste runde af slutspillet skal Philadelphia møde enten Boston Celtics eller Milwaukee Bucks. Boston fører serien med 3-2 i kampe efter en sejr på 92-87 natten til onsdag.
/ritzau/