"Vi kan bekræfte, at vi arbejder ud fra den teori, at det er Line Sofie Rudgaard og Marlene Marie Rudgaard, der er fundet i bilen."
Det siger vicepolitiinspektør Ole Kristensen fra Nordjyllands Politi til nordjyske.dk.
De to søstre på henholdsvis ni og ti år blev fredag morgen fundet indebrændt i deres fars Suzuki i en skov vest for den tyske hovedstad Berlin.
Det var en lastbilchauffør, der fra motorvejen så den svært tilskadekomne far og slog alarm.
Ifølge Nordjyske var det den brandskadede far, der ledte politifolk hen til bilen, som han havde parkeret på en vej i skoven nær byen Nauen.
Den 40-årige far blev derefter fløjet i helikopter til et hospital i Berlin, hvor han stadig er indlagt.
Politiet i tyskland regner med at kunne afhøre ham tidligst mandag.
"Jeg har talt med politiet i Tyskland, og de kan ikke tale med faderen endnu, men de er i løbende kontakt med hospitalet," fortæller Ole Kristensen til Nordjyske.
Sagen bliver af Nordjyllands Politi behandlet som en drabssag, men det betyder ikke, at det ligger fast, at der er tale om en forbrydelse.
Kilde: Nordjyske