Det kinesiske tankskib Shen Neng I er gået på grund på Great Barrier Reef ud for den australske kyst. Ved sammenstødet med det smukke rev gik der hul på skibets tank, og det har nu skabt en tre kilometer lang oliepøl på havoverfladen. Det oplyser flere medier.
Koralrevet Great Barrier Reef er kendt som et af de bedste steder at dykke i verden og er verdens største koralrev, derfor er olieudslippet faldet et meget uheldigt sted.
"En af de mest foruroligende ting er, at bølgerne stadig får skibet til at bevæge sig på revet, hvilket gør yderligere skade på skibet," siger lederen af det australske havsikkerhed i Queensland, Patrick Quirk.
Ifølge Queenslands premierminister, Anna Blight, undersøger eksperterne, hvordan skibet kan flyttes. Hun oplyser samtidig, at skibet Shen Neng I var et godt stykke uden for sejlrenden, da det gik på grund. Derfor kan de kinesiske ejere se frem til bøder på op til en million australske dollar. Det svarer til fem millioner kroner.