'En naturlig forklaring' er titlen på en af DR's helt store tv-succeser, men nu viser det sig, at også nyhedsværtinden Line Gertsens kollaps for åben skærm fredag aften kan forklares 'helt naturligt'.
Line Gertsen venter nemlig barn med kæresten - DR2-værten Nikolaj Sommer, der vender dagens begivenheder på 'kloge-kanalen' i Deadline.
"Det viste sig, som en dejlig nyhed, at Line er gravid. Hendes ildebefindende skyldtes formentlig en kombination af varme og at hun havde spist for lidt. Men hun har det godt nu," siger DRs nyhedschef, Ulrik Haagerup, ifølge TV 2's hjemmeside.
Allerede om fem dag vil Line Gertsen igen tone frem på skærmen, hun er nemlig hjemme og har det efter omstændighederne fint.
"Hun har vagt igen på torsdag, og så må vi se, hvad der sker," siger Haagerup.