Nye regler for kontrol af drikkevand betyder, at en lang række mindre vandværker bliver fritaget for kontrol, og at drikkevandet nu skal testes i vandhanen og ikke hos vandværkerne.
Hos Danmarks Naturfredningsforening ryster præsident Ella Maria Bisschop-Larsen på hovedet over de nye regler.
- Man gennemfører en forringelse af kontrollen med drikkevandet. Samtidig mindsker man antallet af stoffer, der skal kontrolleres for.
- Det virker besynderligt, at man gør dette her samtidigt med, at man ser stigende problemer med giftrester i vores drikkevand. Det giver simpelthen ingen mening, siger præsidenten.
Argumenterne for ændringerne er ifølge Danmarks Naturfredningsforening, at lovgivningen skal være tættere på EU-direktiver og borgerne.
- Men forringelser af kontrollen er det modsatte, set fra vores stol, siger Danmarks Naturfredningsforening.
Foreningen har været på barrikaderne mange gange, siden Venstre genvandt regeringsmagten i 2015. Og de nye regler for kontrol af drikkevand føles for foreningen som bare endnu et skridt i en dårlig retning.
- Vi ser en lang, lang række perler på snoren, hvor ministeren og regeringen ruller beskyttelsesniveauet for vores miljø tilbage i Danmark. Det havde jeg aldrig troet, at jeg skulle opleve.
- Vi regner jo med, at kontrollen hele tiden bliver bedre. Man har også slækket på kravet om, hvor mange rester af sprøjtegifte, der må være i drikkevandet. Det er ikke sket i 30 år, siger Ella Maria Bisschop-Larsen.
Med den nye lovgivning på området har Danmarks Naturfredningsforening opgraderet sin indsats.
- Det er jo sådan nogle enormt tekniske ting, så de fleste opdager ikke, at det sker. Faktisk er det lige før, at vi selv har svært ved at forstå, hvad der sker.
- Så vi har ansat eksperter for at kunne følge med i hele området. For det er helt besynderligt, hvad der foregår, siger Ella Maria Bisschop-Larsen.
/ritzau/