Flere NATO-soldater i Afghanistans hovedstad Kabul har besøgt prostituerede på bordeller.
Det skriver britiske The Sun, som med skjult kamera har filmet soldaternes sex-køb på bordeller på kinesiske restauranter.
Soldaterne hyggede sig først med pigerne, hvorefter de ledte dem ind i tilstødende værelser, skriver avisen.
NATO-chefer siger, ifølge The Sun, at en ud af fem udstationerede NATO-soldater benytter bordeller og advarer om, at det kan nedbryde respekten fra afghanske muslimer og dermed gøre det svært for soldaterne at udføre deres mission.
Ingen konsekvenser for danske soldater
Ifølge presseofficer og major i Forsvaret, Peter Abilgaard, har der ikke været nogen sager, hvor danske soldater har besøgt prostituerede, og han mener heller ikke, at sagen om NATO-soldaterne får nogen indflydelse på arbejdsforholdene for de danske soldater, som i øvrigt heller ikke befinder sig i Kabul, men i Helmand-provinsen.
- Jeg er helt sikker på, at den almindelige afghanske befolkning kan skelne mellem de forskellige enheder i Afghanistan. Desuden vil vi ikke blandes ind i, hvad andre nationers soldater foretager sig. Det må de nationer selv tage sig af, siger Peter Abilgaard til Avisen.dk.
Antallet af kinesiske bordeller er eksploderet siden Talebans fald, skriver The Sun.