Lars Løkke Rasmussen (V) opfordrede i går til nyt fokus i værdikampen på hverdagens problemer.
Det får i dag Pia Kjærsgaard (DF) til at rette et hårdt angreb på statsministeren, der i hendes øjne svigter en af kernerne i grundlaget for VKO-samarbejdet.
Men med den kritik går lederen af Dansk Folkeparti alt for langt, mener integrations- og udenrigsordfører Naser Khader (K).
"Det Løkke siger er, at vi især skal rette fokus mod hverdagens problemer. Der siger jeg, jeg er fuldstændig enig, men vi skal stadig have fokus på den overordnede værdikamp," siger Khader.
Helt nyt i Pia Kjærsgaards udmelding i dagens Berlingske Tidende i dag er ifølge Khader, at hun angriber alle muslimer - og ikke blot islamister.
"Jeg forstår ikke, at Pia Kjærsgaard angriber hele religionen islam på den måde. Der er mange lovlydige loyaledanske muslimer, som er mindst lige så glad for Danmark som Pia Kjærgaard," siger Naser Khader.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen ville i dag ikke tage afstand fra Pia Kjærsgaards angreb på islam som religion. Han vil dog heller ikke rejse samme kritik.
Det handler ikke om en bestemt religion. Det handler om, at der findes mennesker i det her land, som misforstået bruger deres religion til at bekæmpe danske værdier, påpegede han over for en flok reportere.
Naser Khader påpeger, at de to former for værdikamp - den nære og den globalt demokratiske - hænger sammen.
Det ses tydelige i ghettoerne, mener Khader, og peger på, at nogle unge mennesker eksempelvis ser parabol-tv fra Mellemøsten, og på den måde bliver stærkt præget af had til vest ad den vej.