De Konservatives integrationsordfører, Naser Khader, vil have politiet til at undersøge, hvem der har lækket fortrolige oplysninger fra Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg.
Det sker efter, at udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) fremover nægter at give visse fortrolige oplysninger til udvalget, fordi et læk har fået hende til at miste tilliden til nogle af dets medlemmer.
- Det er ærgerligt for medlemmerne af udvalget, at de ikke kan få de oplysninger, fordi der er nogle, der ikke kan finde ud af at holde på fortrolige oplysninger, siger han.
- Det er sabotage mod det parlamentariske arbejde og mangel på respekt for vores demokrati, siger Naser Khader om lækket.
Ifølge Inger Støjberg er der givet oplysninger til pressen om hjemsendelsesaftaler med andre lande.
Spørgsmål om hjemsendelsesaftaler skal i stedet stilles til Det Udenrigspolitiske Nævn, som ministeren har større tillid til, skriver Politiken.
Naser Khader vil melde sagen til politiet.
- Jeg ved ikke, hvem der har lækket de oplysninger, og derfor mener jeg, at politiet skal gå ind i sagen. Det skal også være med til at sikre, at det ikke sker igen, siger Naser Khader.
- Jeg ved ikke, hvad der er strafbart. Men jeg vil have sagen undersøgt, siger han.
I april skrev Politiken, at Danmark har indgået en hjemsendelsesaftale med Somalia om kun at sende 12 somaliere hjem om året.
Det skrev avisen på baggrund af fortrolige oplysninger fra Udlændinge- og Integrationsministeriet, som var blevet oplyst til Folketinget på et lukket møde i marts.
Naser Khader afviser, at offentlighedens interesse i at kende til sådan en aftale opvejer løftet om fortrolighed om udvalgsmøder.
- Det er vigtigt at understrege, at det er Somalia, der har stillet betingelsen om fortrolighed som en del af aftalen. Når man laver en aftale med et fremmed land, så skal man overholde den, siger han.
Både Naser Khader og Inger Støjberg er overbeviste om, at lækket stammer fra udvalgets medlemmer og ikke fra embedsfolk. Ingen af dem vil dog sætte navne på.
Ifølge Naser Khader er det en skærpende omstændighed, at der tidligere har været problemer med at holde oplysninger fra udvalget hemmelige.
Han henviser til et planlagt besøg i en stærkt kritiseret flygtningelejr på Nauru, som blev aflyst. Ifølge Naser Khader fordi det kom frem i pressen, at udvalget skulle afsted.
/ritzau/