For nylig forbød Miljøstyrelsen salg af et rengøringsmiddel fra NanoCover.
En smudsafvisende gulvspray fra firmaet kan nemlig give alvorlige lungeskader.
Og nu peger eksperter på, at et stigende antal produkter med nanoteknologi såsom solcremer, byggematerialer og iPod Nano ikke er gennemtestet nok for at se, om de reelt er farlige for mennesker og naturen.
Det skriver Ugebrevet A4.
Forskningsdirektør Otto Melchior Poulsen fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) mener, der er visse paralleller til asbest, som kostede titusindvis af mennesker livet på verdensplan.
"Man kan godt på videnskabeligt grundlag drage en parallel mellem udbredelsen af nanoprodukter og asbest-skandalen. En undersøgelse af en type nanopartikler kaldet kulstof-nanorør viste, at forsøgsdyrene fik lungehindekræft under bestemte forudsætninger. Mange af asbest-arbejderne endte også med at dø af lungehindekræft," siger han.
NFA har udarbejdet undersøgelsen, som 16. april fik Miljøstyrelsen til at hive i nødbremsen over for gulvsprayen NanoCover.
"Vi udsatte nogle forsøgsmus for spraytåge fra produktet og kunne konstatere, at de fik det meget dårligt. I løbet af et døgn mistede de ti procent af deres kropsvægt, og mange af dem døde," fortæller en af forskerne bag undersøgelsen, seniorforsker Søren Thor Larsen.
Obduktionen af musene viste, at de havde meget alvorlige lungeskader.
I LO-fagbevægelsen er man langt fra trygge ved den store uvidenhed om risici forbundet med nanoprodukter.
På den baggrund er nanoteknologi udvalgt som et fokuspunkt fra LO-fagbevægelsens side på den internationale arbejdsmiljødag, onsdag 28. april. Medlemsvalgt leder i LO, sekretær Ejner K. Holst, siger:
"Jeg er hunderæd for, at vi gentager tidligere tiders fejltagelser som eksempelvis med asbest. Det var først, da der var lig på bordet, at man forbød brugen af asbest," siger han.