DR er ikke sikker på om kokken Nikolaj Kirk skal fortsætte med at være vært på det uhyre populære tv-program "Nak & Æd".
Til DR fortæller redaktionschefen på "Nak & Æd", Søren Bo Hansen, at Nikolaj Kirks fremtid er usikker.
- Vi har brug for det næste halve års tid til at se på, hvordan de nye programmer skal være. Og hvordan værtsopgaven skal løses, for eksempel om Nikolaj fortsat skal være med, siger Søren Bo Hansen og tilføjer:
- Vi er lige nu åbne for alle muligheder. Men vi ved simpelthen ikke, hvordan programmerne konkret kommer til at se ud endnu.
I december sidste år kom det frem, at Nikolaj Kirks "Nak & Æd"-kollega Jørgen Skouboe efter 47 års ansættelse på public service-stationen var moden til pension.
Den snart 73-årige DR-profil gik således denne sommer på pension, og sluttede dermed en æra, som de seneste 15 år især har drejet sig om "Nak & Æd" sammen Nikolaj Kirk.
Søren Bo Hansen oplyser desuden, at det er planen at optage en sæson 17 i 2026, som så vil blive sendt i 2027.
Men det er således uvist, om DR og Nikokaj Kirk kan blive enige om rammerne.
Den sidste sæson med Jørgen Skouboe og Nikolaj Kirk som partnere havde premiere tirsdag på DR TV.