Den 22-årige Jared Lee Laughner har i retten erklæret sig ikke-skyldig i massakren, der kostede seks mennesker livet og sårede 13 andre. Og det til trods for, at overvågningskameraer har fanget den unge mand på bånd.
Han er i første omgang tiltalt for mordforsøg på kongresmedlemmet Gabrielle Giffords og to af hendes rådgivere.
Men de anklager afviser han altså nu, skriver nyhedsbureauet AP. Det sker på trods af, at flere overvågningskameraer har filmet Laughner, der skyder vildt omkring sig under et vælgermøde den 8. januar, hvor kongresmedlemmet Gabrielle Giffords talte.
En af videooptagelser viser, hvordan den 22-årige fra under en meter afstand skød Gabrielle Giffords i hovedet.
Efter at have skudt kongresmedlemmet vendte Laughner sig mod de mange tilhørere. Her affyrede han sin pistol mod mængden op mod 30 gange på under 15 sekunder. Striben af kugler kostede seks mennesker livet, heriblandt en forbundsdommer og en niårig pige.
Jared Lee Laughner blev pågrebet umiddelbart efter skudepisoden.
Strafferammen for tiltalen går op til dødsstraf, og det forventes, at han vil blive ramt af yderligere punkter på et senere tidspunkt.
Kilde: AP