Hvis tennisspilleren Rafael Nadal lever op til den klare favoritværdighed i søndagens French Open-finale mod Dominic Thiem, tangerer han en 45 år gammel rekord.
Han bliver i så fald den blot anden spiller i historien, der vinder den samme grand slam-turnering 11 gange. Kun Margaret Court har præsteret noget tilsvarende med sine 11 Australian Open-triumfer mellem 1960 og 1973.
Court var 31 år, da hun vandt sin sidste grand slam-sejr, og den et år ældre Rafael Nadal er klar over, at tiden langsomt rinder ud for en karriere, der i de senere år har været præget af langstrakte skadesforløb.
- Antallet af muligheder i en karriere er begrænset.
- Jeg er gået glip af en masse muligheder på grund af skader, og jeg ved, at årene går hurtigt. Så der er ikke ti chancer mere for at spille her, siger Rafael Nadal ifølge AFP.
Slutkampen på Roland Garros bliver hans 24. finale i grand slam-sammenhæng.
Søndagens modstander står foran sin første. Dominic Thiem kan blive den første østriger, der vinder en grand slam siden Thomas Muster i 1995.
Han er klar over, at han er undertippet, men kan trods alt bryste sig af at være den eneste spiller, der har slået Rafael Nadal på grus i de seneste to år. Det skete i Madrid tidligere på året og i Rom sidste år.
- Hvis jeg skal slå ham, skal jeg spille på samme måde som i Rom og Madrid. Men jeg er også klar over, at det er sværere her.
- Han kan helt sikkert bedre lide at spille her end i Madrid. Det er også anderledes, når kampene spilles bedst af fem sæt. Men jeg har en plan, siger Dominic Thiem.
Statikken er dog på forhånd skræmmende. Siden debuten i 2005 har Nadal kun tabt to kampe på Roland Garros.
Karrierens 79. sejr kom i hus i fredagens semifinale mod Juan Martin del Petro, som ikke levner Thiem mange chancer.
- Det er næsten umuligt.
- Han (Nadal, red.) er for stærk. Han har forbedret sin baghånd meget. Det er derfor, han er nummer et og slår os alle.
- Han ser frisk ud. Han har det godt. Han har styrke og den rette mentalitet. Alt er perfekt, når han spiller på grus, siger Juan Martin del Petro.
French Open-finalen begynder klokken 15.
/ritzau/