Derhjemme har Jane Sørensen tre hunde, og en gang om ugen er hun hundetræner for et agilityhold. Men hver morgen når hun trækker i postuniformen, følger angsten for hunde med.
"Så stoler jeg ikke på nogen hunde. Jeg kan også se, de reagerer tydeligt anderledes på uniformen end på mig i almindeligt tøj," siger Jane Sørensen.
Skulle Jane Sørensen komme i tvivl om, hvorfor hun er ikke er tryg ved hunde, kan hun bare se på de to hvide ar på håndryggen. Det er resterne af den dag, hun ville række brevene til en mand, der stod udenfor på gaden med sin schæferhund og snakkede med naboen.
"Da jeg rækker hånden frem, kan jeg se hunden letter, og så sidder den ellers i min hånd. Ejeren kørte direkte op og fik den aflivet. Næste gang kunne det lige så godt gå ud over et barn, der kom med Amagerbladet," siger Jane Sørensen.
Smider kiks ind i haven
Hun har gået med post i 22 år. Hun arbejder for Kastrup omdelingscenter, der udover post og pakker hver måned uddeler 27 kilo hundekiks. De sidste ti år har de fået kiksene fra PostDanmark. Før det købte Jane Sørensen sine egne.
"Det kommer an på vejret, hvor mange jeg deler ud. Er det højt solskin, er der mange hunde ude, og så bliver det jo til en del," siger Jane Sørensen.
Selvom hun ikke har post med, smider hun kiks ind i haven til hunden, når hun kører forbi.
"De skal lære, at det er en positiv oplevelse at møde postbuddet."
Postbuddets tre bedste råd mod bidske hunde:
- Kig aldrig en fremmed hund i øjnene. Det er en stor provokation for en hund. Se hen over hovedet på den, som om den ikke er der.
- Læg mærke til dens kropssprog. Lægger hunden ørerne tilbage og "går ned i knæ", så er den vred, og du skal passe meget på.
- Kommer der en vred hund mod dig, så vend siden til. Vender du fronten til, opfatter hunden dig som aggressiv. Vender du ryggen til, når du går, mener hunden, du flygter og kan få mere mod til at bide dig. Prøv i stedet at gå sidelæns ud.