Den ene af de tre personer, der i tirsdagens dopingsag på Cofidis-holdet blev anholdt, er sat på fri fod igen. Det fortæller fransk politi til nyhedsbureauet AFP.
Cofidis-rytteren Rémy De Gregorio og en 75-årig mand er stadig arresteret. Ifølge fransk lov kan politiet tilbageholde dem i i alt 48 timer.
De Gregorio blev tirsdag anholdt ved Cofidis-hotellet i Bourg-en-Bresse på grund af mistanke om forsøg på doping og kørt til afhøring i Marseille.
Dermed skal de to mænd for en dommer enten onsdag eller torsdag, hvis ikke politiet blot vælger at løslade dem.
Hvis Di Gregorio bliver fundet skyldig, risikerer han en straf på op mod 1,1 millioner kroner og op til syv års fængsel.
Cofidis-sagen rystede Tour de France på hviledagen tirsdag i Tour de France.
Cofidis-mandskabet valgte med det samme at suspendere den franske rytter, indtil de har fået flere informationer fra politiet. Hvis rytteren findes skyldig, bliver han fyret fra Cofidis.