En vildfaren havørn har været på rundtur i det jyske og skabt undren flere steder.
For det første er det en nordamerikansk hvidhovedet havørn, som slet ikke hører til på de danske breddegrader, for det andet virker den tam.
- Jeg snakkede med den i en halv time, og den rørte slet ikke på sig, da biler kørte forbi. Den var meget tryg.
Det fortæller en mystificeret borger i Mellerup ved Randers til TV 2 Østjylland.
Men nu er det slut med, at den store fugl kredser efter bytte i det jyske.
Det er nemlig lykkedes Dansk Falkejagt Klub via sit internationale netværk at finde frem til ejeren af ørnen, som er en kraftig en af slagsen på op til en meter fra hoved til hale,
Man havde nemlig en klar mistanke om, at fuglen er tam, og at der nok var en falkoner, der savnede en hvidhovedet havørn.
Det var der. En fuglepark ved tyske Berlebeck, knap tre timers kørsel syd for Hamborg, har i en uge savnet sin havørn.
Nu er den formodede ejer på vej for at hente den hjem, fortæller tv-stationen.