Nu bliver der noget for dem med en fascination for både dukker og de royale.
Det bliver nemlig snart muligt at få sin helt egen miniatureversion af den britiske monark, dronning Elizabeth.
Hun bliver hyldet med en Barbie-dukke for at markere hendes 70 år på tronen, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Barbie-Elizabeth er klædt royalt fra top til tå i en elfenbenshvid kjole med kongeblåt skærf, ordener og medaljer.
Barbien bærer også en tiara, der skal ligne den, dronning Elizabeth bar på sin bryllupsdag.
Dronningen, der torsdag fyldte 96, er den længst siddende monark i den britiske historie. Hun besteg tronen i 1952 efter sin fars død og kan altså i år fejre sit platinjubilæum.
Dukken kan købes i butikkerne Harrods, Selfridges og Hamleys i London op til den officielle fejring af jubilæet, der finder sted i juni.
Dronning Elizabeth i form af en Barbiedukke komplet med kongeblåt skærf med medaljer. Dukken er skabt i anledning af hendes platinjubilæum. - Foto: Mattel/Reuters/Ritzau Scanpix