I morges lidt over ni troppede en 67-årig mand op på politistationen i Karlslunde. Her fortalte han, at det var ham, der næsten et døgn forinden påkørte en 25-årige kvinde på Hundige Strandvej i Greve, efterlod hende med bukserne om anklerne og derefter tog flugten.
"Vi anser sagen for opklaret. Vi har undersøgt hans bil, og de skader der er passer med ulykken," siger Carsten Andersen, der er kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi til nyhedsbureauet Newspaq.
Den 67-årige har ind til videre forklaret, at han efter påkørslen kørte fra stedet. Han bemærkede på afstand, at der kom personer hen til den påkørte kvinde, hvorefter han kørte videre.
Det var tilfældigt forbipasserende, der fandt kvinden hårdt kvæstet, og der skulle altså gå næsten et døgn før den 67-årige bilist meldte sig selv.
"Om det er den massive mediedækning, der har været, eller om det er hans dårlige samvittighed, der har talt, ved vi ikke. Men det er naturligvis noget af det vi vil tale med ham om," siger Carsten Andersen.
Episoden fik i går meget opmærksomhed i medierne, blandt andet fordi kvinden blev fundet med sine bukser nede om anklerne. Men politiet udelukker, at det skyldes en forbrydelse.
"Vi forestiller os, at det er en del af færdselsuheldet, der på en eller andet måde er skyld i, at hendes benklæder er trukket ned. Det er intet der tyder på noget seksuelt," siger Carsten Andersen fra Midt- og Vestsjælland Politi.
Det 25-årige offer blev kørt direkte til Rigshospitalets traumecenter, blandet andet med brud på lårbenet og en brækket hånd. Hun har ind til nu været for chokeret til at tale med politiet.
Den 67-årige bliver i øjeblikket afhørt af politiet, og politiets jurister vil vurdere, om han skal fremstilles i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.