Mystisk tavshed og tilsyneladende uvidenhed præger forløbet om Wood Studio Aps' konkurs.
Virksomheden, som havde base i Fredericia, er taget under konkursbehandling af Retten i Kolding.
Men også her er der noget, som er mystisk. Konkursbehandlingen begyndte den 3. august, men konkursbegæringen blev modtaget allerede den 10. juli, fremgår det af Statstidende.
Det var Christina Koch Petersen, der grundlagde virksomheden som opererede fra to adresser i Fredericia. Hun ønsker ifølge Fredericia Dagblad ikke, at udtale sig og siger, at hun ikke er klar til at sige mere om konkursen.
Heinrich Ilskov Jessen, der ifølge CVR var reel ejer samt administrerende direktør frem til den 7. juli, betegner overfor Fredericia Dagblad sig selv som "proforma-ejer".
Han fortæller til avisen, at han ikke ved, hvem der har begæret virksomheden konkurs.
Wood Studio Aps' slog sig op på blandt andet bæredygtighed og genbrug af klassiske, brugte designmøbler.
Der foreligger kun en årsrapport for Wood Studio ApS. Den dækker perioden 18. marts 2022 til 31. december 2022 og viser en nettoomsætning på 759.000 kroner og et underskud efter skat på 115.484 kroner.
Møbelfirmaet havde ifølge CVR-registret syv ansatte i maj i år.