Musikeren og satirikeren Niels Hausgaard og bloggeren og tv-kendissen Mascha Vang var med, da der blev demonstreret ved et omdiskuteret stutteri.
Det skriver Viborg Stifts Folkeblad.
De i alt 150 deltagere protesterede mod de forhold på Viegård Stutteri i midtjyske Skals, som pressen hgar skrevet om de seneste uger.
Viegård Stutteri beskyldes for misrøgt af stutteriets heste og der er undervejs nævnt udsultning og nedskydning af heste. Desuden har tidligere ansatte sagt til TV Midtvest, at stutteriets ejer gemmer misrøgtede heste for politiet. Misrøgten går på udmagrede heste med sår, hævede ben, og heste som ikke kan gå.
I en story på sin Instagram-profil opfordrer Mascha Vang til, at man skriver under på et borgerforslag om, at der indføres et dyrepoliti som har de nødvendige kompetencer og beføjelser til at kunne agere effektivt i sager om vanrøgt og mishandling.
Udover Niels Hausgaard og Mascha Vang deltog repræsentanter fra hele branchen, som tæller beridere, ryttere på topniveau, dyrlæger, beslagsmede og transportører.
Tidligere landstræner i Dansk Rideforbund, Lars Trier Kjøller, Aalborg, var sammen med berider Lars Ringkjær, Nibe, arrangør af demonstrationen.