En uanmeldt dopingkontrol hos Astana-holdet blev forpurret af gæstfrie Astana-folk, der var meget ivrige for at skænke kaffe.
Efter Andorra-etapen var UCI's dopingkontrol på besøg hos holdet. Men da de ville indsamle dopingtest blev de i stedet opholdt af medarbejdere på cykelholdet, der bød på kaffe.
Først efter 55 minutter lykkedes det at få indsamlet testen, skriver avisen L' Équipe. Dermed må man sige, at overraskelsesmomentet i dopingkontrollen nok ikke har overrasket ret meget.
De fire dopingtests, der tog usædvanlig lang tid at indhente, var ifølge ekstrabladet.dk fra Lance Armstrong, Levi Leipheimer, Andreas Klöden og Alberto Contador.
Den lille ekstra time, som de fire cykelryttere har haft til at indlevere deres prøver, kan ifølge Anti-Doping Danmark gøre hele forskellen.
"Uden at tage stilling til den konkrete sag, kan jeg sige, at man da kan nå en masse. Man kan både drikke en masse vand, tage saltvandsopløsninger og mange andre ting, der kan fortynde blodet, så hæmatokritværdien for eksempel falder fra 52 til 48. Der er sikkert mange andre ting, man kan nå, men det er den mest indlysende," siger sekretariatschef Finn Mikkelsen fra Anti-Doping Danmark til ekstrabladet.dk.