Den amerikanske cykelrytter Lance Armstrong slap med skrækken og otte sting, da han i går torsdag blev sendt i asfalten på 5. etape af Tour of California.
Armstrong, som samme dag blev anklaget for at være dopet af Floyd Landis, styrtede tidligt på etapen fra Visalia til Bakersfield sammen med en gruppe andre ryttere.
Det gav den amerikanske cykelrytter stærke smerter i venstre albue og en stor skramme ved venstre øje, men cykelstjernen fortsatte etapen, som han dog måtte opgive 10 kilometer længere henne.
"Det var et af den slags styrt, der sendte mange af os ned. Jeg prøvede at køre videre, men mit øje var hævet, så jeg kunne ikke se ordentligt, og smerterne i albuen forhindrede mig i at holde på styret," siger Lance Armstrong i en pressemeddelelse fra Team RadioShack.
Herefter blev Armstrong sendt på hospitalet, hvor han blev syet med otte sting under øjet.
Cykelstjernen brækkede ingen knogler under styrket, og derfor forventer Armstrong snart at være tilbage.
"Jeg hviler mig et par dage, og så skal jeg tilbage på cyklen så hurtigt som muligt," siger Lance Armstrong.
Næste stop for den amerikanske rytter er Tour de France, som i år begynder den 3. juli i Rotterdam.