Danske myndigheder blev allerede i 2017 i Beredskabsstyrelsens seneste risikorapport advaret mod en viruspandemi, der ligner den, vi har set med coronavirusset.
I rapporten kaldet "Nationalt Risikobillede" står der, at en ny sygdom, som er anderledes end influenza, vil kunne belaste sundhedsvæsen, føre til sygdom blandt personale og skade samfundsøkonomien.
Der står også, at en pandemi kan føre til personalefravær på arbejdspladser.
I ekstreme tilfælde kan den udfordre opretholdelsen af mange aktiviteter, der sikrer samfundets funktionsdygtighed.
Hos DF siger folketingsmedlem Morten Messerschmidt, at det er "bekymrende", at man trods advarslen tilsyneladende var for dårlig forberedt på coronapandemien.
- Det er bekymrende, så præcist Beredsskabsstyrelsen var i stand til at at forudse den udfordring, vi står i nu, og hvor dårligt forberedt Danmark var.
- Det har afstedkommet store udgifter. Men det har også kostet menneskeliv, at man er blevet taget på sengen. Det er bekymrende, hvis man ikke lytter til den slags forudsigelser, siger han.
Morten Messerschmidt har netop stillet spørgsmål til sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S), om og hvad man i 2017 gjorde på baggrund af vurderingen.
Det vil Magnus Heunicke besvare i juli, skriver han i et svar.
/ritzau/