Muslimske mænd har langt lettere ved at opløse deres ægteskaber end muslimske kvinder.
I modsætning til mændene skal kvinderne nemlig ofte have en såkaldt 'gyldig' grund til at droppe deres muslimske ægteskab - det såkaldte nikah.
Det viser en ny rapport fra SFI, som bygger på 248 interviews med etniske minoriteter, fagfolk og imamer.
Foruden at skulle have en grund for at ønske skilsmisse bliver kvinden også nogen gange mødt med økonomiske krav eller krav om mægling hos en imam, før hun kan komme ud af forholdet.
Seniorforsker Annika Liversage, der står bag undersøgelse, siger til DR, at det især er de svagest stillede og ressourcesvage muslimske kvinder, det går hårdest udover.
"De bedst stillede kvinder kan så at sige shoppe mellem imamerne, for at finde den person, der bakker kvindens synspunkter op," siger Annika Liversage
Og selvom parterne er enige om at opløse ægteskabet ved en traditionel skilsmisse, kan der alligevel opstå problemer.
Dette skyldes, at en dansk skilsmisse ikke er gyldig i Iran. Det kan give parret problemer, hvis de ønsker at rejse til Iran, da de så på anden vis skal dokumentere, at deres ægteskab er opløst.