Som politichef i Irans hovedstad gav han kvinder bøder for ikke at tildække sig. Men samtidig muntrede han sig med adskillige nøgne damer på ulovlige bordeller.
Ifølge AP blev Teherans øverste politichef, Reza Zarei, fanget sidste måned, da hans eget politi stormede et undergrundsbordel i byen. På bordellet fandt politimændene deres chef – sammen med seks nøgne kvinder.
Prostitution er strengt ulovligt i den islamiske republik og giver hårde straffe. Sagen er blevet dysset ned i det konservative land, men i går bekræftede en talsmand fra styret i Teheran, at politichefen er sat i fængsel. Talsmanden ville dog ikke uddybe hvorfor.
Pisket for fest
Reza Zarei har stået i spidsen for en af de hårdeste kampagner nogensinde mod usædelighed i millionbyen Teheran. Under den nuværende konservative regering har poltiet arresteret kvinder, der klædte sig usømmeligt. Unge er blevet pisket for at feste og danse med det modsatte køn. Og utroskab straffet med fængsel eller fysisk afstraffelse.
Irans religiøse styre benægtede i lang tid, at der overhovdet eksisterede iranske prostituerede. De senere år har fattigdom dog gjort prostitution så omfattende, at styret ikke kan ignorere problemet længere.