Selskabet bag Københavns Lufthavne mistænkes for at have fløjet over 500 millioner kroner i skattely på Bermuda.
Men lufthavnen er ikke de eneste, der er blevet fanget af skattefars lange arm.
"I alt er 31 sager enten afgjort fra vores side eller i gang med at blive undersøgt. Men mediernes fokus på konkrete eksempler er med til at vanskeliggøre kommunikationen, da vi af oplagte grunde ikke kan kommentere eksemplerne og derfor kun svare i generelle vendinger," siger departementschef i Skatteministeriet Peter Loft.
Skatteministeriet vil gerne belyse, at multinationale selskaber og kapitalfonde ikke får lov til at snyde Danmark for skattekroner. Det kan betyde milliarder i skattekisten, når sagerne er afgjort.
Det samlede beløb i sagerne udgør omkring 19 mia. kr. i betalinger af udbytter og renter, hvoraf kildeskatten udgør mellem 25 og 30 procent.
Yderligere 15 sager kan ende med, at selskaberne må til lommerne, lyder det fra skattemyndigheden.
"Da sagerne drejer sig om meget store beløb og involverer komplicerede internationale skatteregler, forventer vi, at de alle først vil blive endeligt afgjort i klage- og retssystemet. Det giver selvfølgelig en usikkerhed i forhold til, hvor meget skat, det lykkes at inddrive, men det ændrer ikke ved, at området har og også fremover vil have SKATs fulde bevågenhed," siger Peter Loft.
Der har tidligere været kritik af at en række multinationale selskaber ikke spæder til den danske statskasse. En række selskaber har angiveligt i årevis kørt med underskud, så derfor betales der ikke skat.