Den svenske Muhammedtegner Lars Vilks' hjem i Skåne blev i dag udsat for et brandattentat.
Ukendte gerningsmænd smadrede en rude og hældte benzin ind i tegnerens hus.
Herefter er der blevet stukket ild på huset. Det oplyser det svenske nyhedsbureau TT.
Til alt held var ingen hjemme i huset.
Ilden havde fat i facaden og inde i huset, men den gik ud af sig selv. Politiet betragter branden som en mordbrand.
For tre dage siden blev Lars Vilks overfaldet under en forelæsning på universitetet i Uppsala.
Lars Vilks vakte vrede i den muslimske verden ved at tegne profeten Muhammed med en krop som en hund i 2007.
Han har tidligere fortalt, at han har en økse i sit hjem i Skåne, hvis der skulle komme ubudne gæster.