Den omstridte Muhammed-karikaturs fader, Kurt Westergaard, har angiveligt været udsat for en bombetrussel.
I hvert fald har politiet afspærret Westergaards hjem ved Viby i Århus, evakueret tegneren og tilkaldt bomberyddere, der skal kigge nærmere på en mistænkelig pakke.
Østjyllands Politi vil endnu ikke sige meget om sagen, men politikommissær Mogens Brøndum forklarer:
"Vi får en anmeldelse klokken 13.15 til politigården, om at der lå en mistænkelig pakke på cirka 40 gange 20 cm på trappen til Grøndalsvej 110," siger han til Newspaq.
Politiet har taget den ukendte pakke meget alvorligt.
"Vi har evakueret husets beboere og foretaget evakueringer af naboejendommene. Samtidig afventer vi EOD fra Skive, altså militærets bomberyddere, " siger Mogens Brøndum.
Bombetruslen mod Kurt Westergaard sker få dage efter, at amerikanske FBI og danske PET meddelte, at de to mænd Tahawwur Hussain Rana og David Coleman Headley var blevet anholdt for attentat-planer mod Kurt Westergaard og Jyllands-Postens kulturredaktør Flemming Rose.
Det er fire år siden, at Jyllands-Posten bragte Kurt Westergaards Muhammed-karikatur, hvor profeten Muhammed har en bombe i turbanen.