Uanset vinderen af aftenens Champions League-finale, er vinderholdet garanteret medlemskab af en ganske særlig loge: Klubben af de trefoldige vindere.
For både Bayern München og F.C. Internazionale Milano har vundet henholdsvis nationalt mesterskab og pokalfinale, så vinderen træder dermed ind i selskabet af klubber, som har taget alle tre trofæer på ét år.
"Stemningen er fantastisk på holdet. Hver spiller ved, at vi kan skabe historie. Vi kan blive det første tyske hold, der vinder The Treble, så ingen af os kan vente med at spille og vinde denne finale," siger Bastian Schweinsteiger ifølge Tipsbladet.dk.
Fem andre hold har tidligere snuppet alle tre titler: Celtic (1967), Ajax (1972), PSV (1988), Manchester United (1999) og Barcelona (2009). Celtic er det eneste hold, der fuldført en 'quadruble', da de også vandt den skotske liga cup i 1967.
For de to holds trænere er der også mulighed for at komme i en særlig klub. De har nemlig begge vundet Champions League én gang med et andet hold. Louis Van Gaal tog titlen med Ajax i 1995, og José Mourinho vandt med Porto i 2004.
Blot to andre trænere har erobret Champions League-trofæet med to forskellige klubber, Ernst Happel, Feyenoord og HSV (1970 og 1983) samt Ottmar Hitzfeld, Borussia Dortmund og Bayern München (1997 og 2001).