Egyptens tidligere præsident Hosni Mubarak skal i dag for retten i Kairo, næsten fem måneder efter han blev væltet som præsident.
Efter tredive år på tronen måtte Egyptens sidste farao, Hosni Mubarak, flytte fra sit palads i Kairo til et hus i Sharm el-Sheikh ved Rødehavet og senere til et hospital, hvor han har været indlagt siden april. Men nu er Mubarak blevet hentet af myndighederne.
"Mubarak har forladt hospitalet i Sharm el-Sheikh," bekræfter Mohamed Naguib, sikkerhedschefen i det sydlige Sinai over for Reuters.
Og lige straks må den tidligere præsident affinde sig med endnu mere ydmyge - og mere ydmygende - forhold.
Han bliver nemlig stillet for retten i et bur, der står i midten af en sal i politiakademiet i Kairo. Der er plads til flere hundrede tilskuere, og der er samtidig blevet opstillet en storskærm, så folk kan følge med uden for retssalen.
Mubarak risikerer dødsstraf, hvis han bliver dømt. Det skriver Reuters.
Omkring 850 demonstranter døde under optøjerne i Egypten, der varede 18 dage.