Kun det bedste er godt nok for 'The Special One'.
Real Madrids træner Jose Mourinho forlanger at få tildelt en plads i en VIP-lounge, når madrilenerne på tirsdag skal spille returkamp i Champions League på ærkerivalerne fra Barcelonas hjemmebane Camp Nou, skriver den spanske avis AS.
Mourinho blev onsdag forvist fra det første opgør på Bernabeu i Madrid efter hånligt at have tilsvinet linjevogteren og fjerdedommeren. En udvisning, der altså giver ham karantæne i den kommende kamp.
Den karismatiske træner er ellers ifølge avisen blevet tilbudt en plads tættere på Real Madrids udskiftningsbænk, men Mourinho insisterer på at se kampen bag glasset højt oppe på tribunen.
'The Special One' har prøvet det med karantæne én gang tidligere i sæsonen i en udekamp i den spanske liga mod Sporting Gijon.
Forskellen er imidlertid, at hvor det spanske fodboldforbund tillader mobilkontakt under kampen, må Mourinho på tirsdag ikke have kontakt til nogen som helst hverken på eller omkring holdet fra et kvarter før kampen til et kvarter efter.
UEFA, der er turneringsarrangør opererer nemlig med langt strengere karantæneregler end de nationale forbund.
Mourinho vil i øvrigt under hele forestillingen blive tæt fulgt af to af Real Madrids egne sikkerhedsfolk, hvis der skulle ske noget.
Desuden vil UEFA-observatører holde øje med, at portugiseren følger reglerne.
Kilde: AS