En 30-årig mand er onsdag omkommet i en trafikulykke nær Ringkøbing.
Han kom kørende på motorcykel ad Hovervej, og de foreløbige undersøgelser fra stedet viser onsdag aften, at han ville overhale en forankørende traktor, der havde en gylletank efterspændt.
Men han havde overset, at traktoren skulle dreje, og de kolliderede.
Det fortæller vagtchef Ole Vanghøj fra Midt- og Vestjyllands Politi.
- Motorcyklisten vælter og glider ind under vogntoget. Han bliver dræbt på stedet, siger vagtchefen.
Den dræbtes pårørende er blevet underrettet.
Traktorføreren, der er en mand på 27 år, slap tilsyneladende uskadt fra ulykken.
Politiet fik en anmeldelse om ulykken kort før klokken 17.
En bilinspektør er tilkaldt for at undersøge ulykkesstedet, som det er kutyme ved trafikulykker med alvorlig tilskadekomst eller død.
Bilinspektører kan blandt andet vurdere, hvor hurtigt der er blevet kørt, og om der er foretaget opbremsning eller lignende.
/ritzau/