Adskillige franske soldater er såret i et mortérangreb mod en FN-lejr i Mali. Det oplyser det franske militær.
En af soldaterne er alvorligt såret under angrebet på den fredsbevarende FN-missions lejr i Timbuktu, der ligger i den nordlige del af det afrikanske land.
- I dette angreb blev adskillige franske soldater såret, skriver militæret i en meddelelse.
Frankrig har nær FN-basen i Timbuktu også en national kontraterroristisk styrke.
Franske soldater kom til det nordlige Mali i 2013. Formålet var at nedkæmpe militante, som havde forbindelse til al-Qaeda. Året forinden havde islamisterne erobret det nordlige Mali.
Siden er flere end 4500 franske soldater sendt til landet, hvor de bekæmper militante islamister.
Den franske tilstedeværelse i landet lagde grunden for FN's fredsbevarende mission Minusma.
Den danske generalmajor Michael Lollesgaard har tidligere været leder af Minusma.
/ritzau/Reuters