Flygtninge, der sejler over Middelhavet i gummibåde, skal skydes på, hvis de sejler inden for en bestemt sømilegrænse.
Det er budskabet fra Dansk Folkepartis EU-ordfører, Kenneth Kristiensen Berth, i programserien EuropaMagasinet.
- Du må ikke sejle inden for denne her territorialgrænse, hvis du gør det, så bliver du enten beskudt, eller også bliver du vendt om og sejlet tilbage, siger han blandt andet under en debat med Europabevægelsens formand, Stine Bosse.
Programmets vært, Ole Stephensen, spørger herefter:
- Hvis de kommer ind over en bestemt sømilegrænse, skal man skyde på dem?
Til det svarer Kenneth Kristensen Berth "for eksempel".
Programmet er optaget mandag 5. december. Onsdag aften erkender DF'eren, at han burde have været mere præcis i sine udtalelser.
- I bagklogskabens lys har jeg ikke udtalt mig klart nok, siger han til Ritzau.
- Men alt kan udlægges til ugunst for en, hvis man har ondt i sinde. Og det er klart, at der selvfølgelig også er nogen, der vil udlægge det her på en specifik måde, som bestemt ikke har været intentionen med det, jeg siger.
- Det jeg mente var, at i yderste konsekvens kunne man jo affyre et varselsskud.
Men kan du forstå, at nogen, der udelukkende hører det, du siger der, bliver overraskede?
- Jeg kan i hvert fald fuldstændigt stå inde for, at jeg ikke har været præcis nok i det, jeg har sagt i den udsendelse. Det tager jeg på min kappe.
Hvad er yderste konsekvens?
- Hvis de kommer i en båd og nærmer sig et andet lands grænse, så kan man, hvis de ikke accepterer at blive vendt om, vise, at de rent faktisk nærmer sig en grænse ved eksempelvis at affyre varslingsskud.
- Men som jeg siger, må det være i yderste konsekvens.
Men som tingene er lige nu, må det resultere i mange skud op i luften?
- Det tror jeg ikke som udgangspunkt.
- Vi skal ikke acceptere, at man kan komme ind i Europa, ved at sætte sig ind i en faldefærdig plimsoller og så sejle ud i Middelhavet og forvente, at der kommer en fregat og hiver en op på båden og sejler en i land i Europa.
- På den måde bistår vi menneskesmuglerne i deres forsøg på at skubbe folk over Middelhavet.
Er dine udtalelser blevet drøftet i partiet?
Nej, det er de ikke.
/ritzau/