Mens forventningerne til den unge Ajax-spiller Christian Eriksen var tårnhøje, var energiniveauet i bund under det netop afsluttede U21-EM.
Det vurderer A-landsholdets landstræner, Morten Olsen, ifølge sporten.dk
"Det var tydeligt at se, at Christian Eriksen havde spillet for mange kampe i løbet af sæsonen. Han var træt. Han ville så gerne men kunne ikke. Det er ikke nogen kritik af Christian, for vi kender alle hans enorme talent og potentiale," siger Morten Olsen til sporten.dk.
Han havde ellers muligheden for at melde afbud, hvilket Nicklas Bendtner benyttede sig af, mens Simon Kjær ligefrem blev forbudt at spille U21-EM af sin klub, Wolfsburg.
"Jeg har hele tiden sagt, at det var op til den enkelte spiller selv at tage beslutningen. Jeg har også respekt for de spillere, der valgte et afbud," siger Morten Olsen til sporten.dk.
Eriksens træner i Ajax har givet den unge spiller et par ugers ferie, men så skal fodboldstøvlerne også på igen.
"Jeg håber ikke, at vi kommer til at se et formdyk på grund af det her, for hans udvikling har behov for at fortsætte på samme kurs, siger de Boer til den hollandske avis De Telegraaf.
Kilde: Sporten.dk