Den danske fodboldlandstræner, Morten Olsen, beklager, hvis nogen føler sig stødt over hans kommentar om 9/11.
Tidligere mandag sagde Olsen om juni måneds 0-4-nederlag til Armenien, at "det er hårdt at sammenligne, og man skal ikke sammenligne, men fodboldmæssigt var det for os 11. september".
Nu beklager landstræneren sammenligningen.
- Jeg er ked af, hvis sammenligningen - trods mine forbehold - utilsigtet har såret nogle mennesker, skriver Morten Olsen på Twitter.
Nederlaget til Armenien chokerede Olsen og har gjort chancerne for at kvalificere Danmark til VM i Brasilien næste sommer ganske små.
Men sammenligningen med terrorangrebet på World Trade Center i New York var skæv, mener nogle, blandt andet retoriker Trine Nebel.
- Det er ekstremt upassende. Han overgør situationen. Sport er ikke politik, det skal holdes adskilt, mener Trine Nebel.
/ritzau/