En teknisk fejl hos Østjyllands Politi betyder, at det alarmopkald, moren til den otteårige Christopher foretog tre timer før, han blev fundet dræbt, er blevet slettet.
Østjyllands Politi vurderede ikke situationen som alvorlig og sendte moren videre til 114, hvor opkaldene ikke bliver optaget.
Og det indledende opkald til 112 er altså blevet slet. En fejl, der sker omtrent en ud af 10.000 gange, forklarer kommunikationschef i Rigspolitiet, Niels Otto Fisker.
"Det er slettet ved en beklagelig teknisk fejl, der vedrører det ene kald. Det sker engang imellem, at der forsvinder et ud af de titusindvis af opkald, der går til 112 eller vagtcentralen," siger han til Newspaq.
Rigspolitiet afviser, at der har været en person inde og slette nødopkaldet.
"Der er ingen, der har haft mulighed for at rette eller slette opkaldet. Det er et system, der håndterer titusindvis af opkald, der gemmes i tre måneder. Det er der som regel ingen problemer i, men i det her tilfælde er det altså væk," siger Niels Otto Fisker.
Østjyllands Politi undersøger alligevel hændelsesforløbet ved at tale med den medarbejder, der talte med den dræbte Christophers mor.
Morten ringede ved 14-tiden til 112, da hun var bekymret for sin søn, der opholdt sig hos sin far. Både far og søn blev kl. 17 fundet dræbt, da viceværten låste sig ind i farens lejlighed i Løgten ved Århus.